NUUK — Oceans North Kalaallit Nunaat (ONKN) er bekymret over, at det nylige forlis af Adolf Jensen i farvandet nær Nanortalik kan få konsekvenser for havets sundhed og det nærliggende samfund.
“Vi er taknemmelige for at alle, som var ombord på skibet, er i god behold, og at der ikke var nogen tilskadekomne,” siger Jenseeraq Poulsen, direktør for ONKN. “Men det er muligt, at der stadig sker forurening af havmiljøet i et område, hvor folk er afhængige af det for deres levebrød.”
Det 30 meter lange skib begyndte at synke den 19. september efter at være gået på grund. Ifølge politiet indeholdt skibet op til 15-20.000 liter dieselolie og ca. 1.000 liter motorolie. Beredskabet har lagt flydespærrer ud i en radius på 25 meter omkring skibet for at forsøge at inddæmme et muligt udslip. Politiet har siden bekræftet, at skibet er sunket ned på havbunden og lækker olie, men de ved endnu ikke, hvor olien kommer fra, eller hvor meget der er sluppet ud.
Olie er skadelig for det marine liv på flere måder. For eksempel mister havfuglenes fjer deres vandafvisende evne, når de bliver udsat for olie. Det betyder, at de mister deres isolering og opdrift, hvilket kan medføre døden på grund af kulde, drukning eller sult. Blandt havpattedyr er isbjørne og bardehvaler de mest sårbare over for olieudslip. Isbjørne vil forsøge at slikke pelsen ren og dermed indtage olie. Det samme gælder bardehvaler, der får deres barder dækket af olie. Fisk kan også blive påvirket direkte gennem irritation og tilstopning af gæller og tarme, eller indirekte gennem nedsat vækst og reproduktionsproblemer. Selv hvis fisk og skaldyr ikke viser synlige tegn, kan de, efter at have været udsat for olie, få en dårlig bismag og blive sundhedsskadelige at spise. Hvis olien sætter sig i havbunden, kan de langsigtede negative virkninger fortsætte i årtier, og derfor er det afgørende at handle hurtigt og fjerne så meget som muligt.
“Vi var heldige, at denne hændelse er relativt lille,” siger Poulsen. “Men i betragtning af, hvor afhængige grønlænderne er af naturen, er vi nødt til at gøre alt hvad vi kan for at mindske risikoen for et udslip – både nu og i fremtiden.”
Poulsen påpeger, at den stigende skibstrafik i og omkring grønlandsk farvand betyder at det sandsynligvis kun er et spørgsmål om tid, før der sker en mere alvorlig hændelse. Så sent som sidste år gik et luksuskrydstogtskib på grund i Alpefjord, Nationalparken i Nordøstgrønland. “Det er måske på tide at udvide vores materielle kapacitet til olieudslipsberedskab langs vores kystlinje, samt inkludere metoder til at inddæmme og opsamle sunket og nedsunket olie med udstyr som sandsugere, ROV’er og lignende, for at sikre at vi minimerer risikoen og reagerer så hurtigt og effektivt som muligt.”
For yderligere information, kontakt:
Jenseeraq Poulsen
Administrerende direktør, Oceans North Kalaallit Nunaat
+299 483467
