Den 15. oktober stemte Inatsisartut for at arbejde hen imod en midlertidig pause for minedrift på havbunden i grønlandske farvande. Det er et vigtigt skridt for vores hav, for de lokalsamfund, der er afhængige af det, og for alle, der har løftet deres stemme for at beskytte det. Vi takker medlemmerne af Inatsisartut. Beslutningen i Inatsisartut bakkes op af en underskriftsindsamling i Grønland som Oceans North Kalaallit Nunaat (ONKN) har lavet med foreløbig 520 underskrifter.
Nu begynder det egentlige arbejde. Der er kort tid til 2029. Årene indtil da skal bruges til at etablere et solidt, uafhængigt vidensgrundlag om vores havområder, så fremtidige beslutninger bygger på videnskabelig viden og ikke på antagelser.
