Velkommen til Isbroen, en ny serie om vigtigheden af Pikialasorsuaq. Gennem interviews med eksperter i Grønland og Canada lærer vi mere om et af Arktis mest fascinerende økosystemer.
I det tidlige forår, når isen stadig dækker det meste af Baffinbugten, trækker millioner af havfugle nordpå til det åbne vand ved Pikialasorsuaq, et enormt polynie mellem Grønlands vestkyst og Canadas Ellesmere Island, hvor de fodrer og opfostrer deres unger.
”Pikialasorsuaq er et meget specielt område. Det er det mest produktive åbne vand i Arktis,” sagde Anders Mosbech, biolog ved Aarhus Universitet, som studerer havfugle i Grønland.
Det anslås at 30 millioner søkonger – 75 procent af verdens bestande af denne art – flokkes
til de klippefyldte skråninger langs kysterne omkring Pikialasorsuaq, hvor de bygger reder imellem stenene og søger føde i det nærliggende hav.
”Om foråret kan du se hele bjergsider af dem, hvor de flyver rundt i cirkler og synger,” sagde Mosbech.

Dét der tiltrækker søkongerne, såvel som andre havfugle som polarlomvier og rider, er den overflod af føde der findes i vandene ved Pikialasorsuaq, som også er kendt som Sarvarjuaq i Nunavut. Efter at der dannes en isbro hver vinter i Nares-strædet på den nordlige side af polyniet, skubber stærke vinde og havstrømme isen væk, så sollys trænger ned i vandet. Det fremmer væksten af planteplankton, et vigtigt fødeemne i den marine fødekæde, mens en opvældning i vandsøjlen bringer vandlopper og andre krebsdyr tættere på overfladen og giver føde til polartorsk, havfugle og andre skabninger.
For at fodre deres unger dykker både han- og hunsøkonger ned til 40 eller 50 meter dybt i havet og suger vandlopper ind, og de bruger timer på at samle op til 500 per tur i store strubeposer under næbbet. Efter at have fløjet tilbage til kysten, fodrer de deres unger ved at gylpe vandlopperne op i munden på sultne unger.
“De indsamler vandlopperne én efter én, så det er et fantastisk stort arbejde for dem,” sagde Mosbech.
Hans hold af forskere studerer kosten hos søkonger for at overvåge klimaændringernes indvirkning på denne art. For at gøre dette, indfanger de voksne søkonger når de vender tilbage fra fouragering, fjerner og indsamler prøver fra deres posefuld af vandlopper og registrerer data. For eksempel er en vigtig måling størrelsen på vandlopperne, for hvis søfugle kun kan finde mindre krebsdyr, må de indsamle flere per tur, hvilket kræver ekstra energi og reducerer mængden af næringsstoffer som deres unger får.

Mere end halvdelen af Grønlands bestand af polarlomvier trækker også hvert forår til Pikialasorsuaq, hvor de yngler på klippeafsatser over havet og tilbringer dagene med at dykke ned til 200 meter for at indfange polartorsk og store krebsdyr.
”De er fantastiske dykkere på grund af deres små vinger, som giver dem mulighed for at dykke dybere. Men det betyder at de ikke kan flyve særlig godt,” sagde han, og spøgte med at disse fugle er ”halvt pingviner.”
I august begynder polarlomvier at trække mere end 2.000 kilometer til deres vinterhjem i havet øst for Newfoundland. Men da ungerne endnu ikke er i stand til at flyve, samler hanfuglene deres unger og svømmer med dem i seks uger til vandene øst for Baffin Island. I løbet af denne tid udvokser svingfjerene hos deres afkom, og de voksne fuldfører deres årlige fældning, før de flyver sammen til deres destination. I mellemtiden ”hænger hunnerne ud” i polyniet, før de ankommer til deres vinterhjem i slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Forskere sporer havfugles bevægelser ved at påsætte små instrumenter der måler lys, og bruger disse data til at bestemme deres placeringer.
Mosbech og hans team studerer også kosten hos polarlomvier for at afgøre, om den har ændret sig de sidste 30 år. For tre år siden påbegyndte forskere denne forskning sammen med lokale fangere fra landsbyen Siorapaluk. Lokale indbyggere ved hvordan man navigerer sikkert under skiftende isforhold, og transporterer forskerne med båd til fuglekolonierne langs kysten. De hjælper også med at indfange fuglene, tage prøver, og registrere data, sagde han.
“Sidste år blev vi en uge forsinket på grund af dårligt vejr, og fangerne indfangede fuglene, tog prøver og målinger og registrerede data for os. Det gik meget godt,” sagde Mosbech.

En udveksling af viden mellem forskere og fangere er en vigtig del af dette samarbejde. Fangerne deler deres observationer om hvordan klimaforandringer påvirker denne region, hvor varmere temperaturer har betydet at bådene har erstattet hundeslæder på de fleste jagtture, og ”rådden is” under tø og frys afbryder enhver rejse. Forskerne deler deres metoder med fangerne, og forklarer hvordan deres forskningsresultater kan bruges til at hjælpe med at fastsætte regler for opretholdelsen af en bæredygtig fangst. Både polarlomvier og rider har regulerede jagtsæsoner, mens søkonger ikke har.
De største trusler mod havfugle i polyniet er relaterede til klimaforandringer, sagde Mosbech. I takt med at varmere temperaturer får isbroen til at kollapse oftere, vil is drive ind i det åbne vand ved Pikialasorsuaq, hvilket begrænser sollys og reducerer den biologiske produktivitet. Det ville begrænse føden til havfugle og reducere deres bestande, som i øjeblikket er på et livskraftigt niveau.
Samtidig bevæger andre arter sig nordpå, såsom mindre vandloppearter og lodder, hvilket kunne forårsage ændringer i fødekæden og reducere antallet af polartorsk, sagde han.
”Det er bestemt en udfordring for hele det socioøkologiske system i Nordvandet,” sagde han.
Da havfugle trækker imellem lande, er det vigtigere end nogensinde at samarbejde på internationalt niveau for at beskytte deres levesteder i Pikialasorsuaq samt overvintringsområder i Nordatlanten, sagde Mosbech.
Vil du lære mere? Læs det første blogindlæg her, eller se denne animation for at lære mere om hvordan polyniet virker.
Ruth Teichroeb er en fast indholdsskaber hos vores kolleger i Oceans North, samt deres tidligere kommunikationsdirektør. Hun bor i Sidney, British Columbia, Canada.
