Beskyttelse af det grønlandske havmiljø:
En politisk forpligtelse for det kommende Naalakkersuisut
De marine økosystemer i Grønland er af afgørende betydning for både biodiversiteten og de kystsamfund, der er afhængige af dem. Det tidligere Naalakkersuisut tilsluttede sig FN’s nye globale biodiversitetsaftale (Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework) og forpligtede sig dermed til “30 mod 30”-målet, der indebærer beskyttelsen af 30 % af havarealet i Grønland inden udgangen af 2030. På trods af denne forpligtelse, er der endnu ikke blevet iværksat konkrete foranstaltninger i retning af dette mål. Det er vigtigt for de kommende Naalakkersuisut at de påtager sig ansvaret for at sikre, at der tages de nødvendige skridt gennem lovgivning, etablering af beskyttede havområder og økonomisk prioritering. Dette arbejde bør udføres i tæt dialog med forskningsinstitutioner, lokalsamfund og relevante organisationer for at sikre en effektiv og bæredygtig forvaltning af havområderne i Kalaallit Nunaat.
For at opnå reel beskyttelse anbefaler Oceans North Kalaallit Nunaat (ONKN), at det kommende Naalakkersuisut:
- Sikrer, at beskyttelse af det grønlandske havmiljø bliver en del af en koalitionsaftale for at opretholde en langsigtet politisk forpligtelse.
- Udpeger og implementerer beskyttede havområder i overensstemmelse med 30 mod 30-målet.
- Etablerer lovgivningsmæssige rammer og sikrer økonomiske ressourcer til marine beskyttelsestiltag.
- Sikrer reel beskyttelse af Pikialasorsuaq i samarbejde med Inuit-samfundene i Grønland og Nunavut, Canada og afsætter finansielle midler til området i finansloven.
- Udvikler beskyttede havområder ved at anvende en kombination af FN- og IUCN- anerkendte beskyttelsesmodeller, samt Indigenous Protected and Conserved Areas (IPCA), hvor Inuit-traditioner og bæredygtig brug af havet respekteres.
Beskyttede områder og Grønlands kontekst
Grønland har en unik mulighed for at udvikle en differentieret tilgang til beskyttelse af havmiljøet, der både respekterer Inuit-samfundenes traditionelle brug af havet og sikrer biodiversitet. Mens FN og IUCN har forskellige kategorier af beskyttede områder (fra strengt beskyttede reservater til områder med bæredygtig ressourceudnyttelse, og andre effektive områdebaserede bevaringsforanstaltninger (OECMs)), er IPCA en model, hvor oprindelige folk leder og forvalter naturbeskyttelsen.
I en grønlandsk kontekst er det vigtigt at anerkende, at Grønland er et selvstyrende land, hvor størstedelen af befolkningen er oprindelige folk. Det betyder, at IPCA-modellen ikke kan implementeres på samme måde som i Canada, hvor oprindelige folk udgør en minoritet inden for en nationalstat. I stedet kan Grønland trække på en kombination af IUCN-kategorierne og IPCA-principperne, så oprindelig og lokal viden og forvaltning sikres inden for en national ramme, og på den måde sikre en stærk forankring i de nordvestgrønlandske lokalsamfund.
Pikialasorsuaq er et af Arktis’ mest værdifulde marine områder og har stor betydning for biodiversitet og Inuit-samfund på begge sider af Baffinbugten. Området bør forvaltes som én sammenhængende enhed, hvor Grønland og Canada samarbejder om beskyttelsestiltag.
ONKN opfordrer derfor til etablering af en fælles, formel forvaltning på tværs af grænsen mellem Grønland og Canada.
Dybhavsminedrift og marin minedrift
ONKN understreger også vigtigheden af en klar politisk stillingtagen til dybhavsminedrift. Udvinding af mineraler fra havbunden kan have alvorlige konsekvenser for marine økosystemer, særligt i sårbare arktiske områder. Derfor anbefaler vi, at Naalakkersuisut:
- Indfører et moratorium for dybhavsminedrift, indtil der foreligger tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for de økologiske og miljømæssige konsekvenser.
- Sikrer en forsigtighedstilgang i overensstemmelse med internationale standarder for havbeskyttelse.
- Prioriterer forskning og kortlægning af økosystemer i dybhavsområder, før der tages beslutninger om eventuel ressourceudnyttelse.
I forhold til minedrift på kontinentalsoklen (mindre end 200 m vanddybde) bør tilladelser kunne trækkes tilbage, hvis indledende miljøstudier påviser sårbare økologiske, biodiversitetsmæssige og/eller samfundsmæssige værdier.
Oceans North Kalaallit Nunaat har gennem lytteture i Grønland indsamlet synspunkter og holdninger om beskyttelse af havmiljøet. Erfaringer fra Sydgrønland og Uummannaq viser, at bæredygtigt fiskeri, monitorering og sikring af marine beskyttelsesområder er centrale emner for befolkningen. Dette understreger behovet for en inkluderende tilgang, hvor oprindelig og lokal viden og interesser indgår aktivt i beslutningsprocessen.
Vi opfordrer Naalakkersuisut til at tage ansvar og handle nu. Dette er en unik mulighed for at sikre en bæredygtig fremtid for Grønlands marine økosystemer og de samfund, der afhænger af dem. Vi ser frem til at følge Naalakkersuisuts initiativer på dette område og bidrager gerne med viden og samarbejde.
Med venlig hilsen,
Jenseeraq Poulsen
Direktør, ONKN
e-mail: jenseeraq@oceansnorth.gl
Mobil: 483467
