I disse dage holder mange af os i Grønland vejret.

Arktis er igen rykket ind i centrum af global opmærksomhed. Strategisk konkurrence, sikkerhedshensyn og voksende interesse fra magtfulde stater præger i stigende grad dagens overskrifter. Vores farvande, vores havbund og vores skibsruter diskuteres langt ud over vores kyster – ofte uden at vores stemmer er med ved bordet. I dette øjeblik er det vigtigere end nogensinde at være klar over, hvad selvbestemmelse virkelig betyder for Grønland.

Selvbestemmelse handler ikke kun om, hvem der styrer vores territorium, men om hvordan vi vælger at tage vare på det. Det handler om at beslutte, hvilken slags fremtid vi ønsker, og hvilke risici vi er villige – eller uvillige – til at tage.

Havet har altid forsørget os i Grønland. I dag giver det omkring 4.300 job inden for fiskeri og relaterede industrier og producerer omkring 96% af vores eksport. Havet er vores fortid, vores nutid og vores fremtid.

En ny forstyrrende industri kan dog bringe havets sundhed og velstanden for de mange grønlændere, der er afhængige af det, i fare. På forårssamlingen 2026 behandler Inatsisartut nu et beslutningsforslag (FM2026/141), der pålægger Naalakkersuisut at udarbejde lovgivning med henblik på at forbyde dybhavsminedrift. Dette er et kritisk øjeblik for Grønland til at beskytte vores økonomi og levevis.

Dybhavsminedrift er en yderst eksperimentel industri, og Grønlands farvande – som giver mad, job og understøtter vores kultur – er ikke stedet at udføre disse eksperimenter. Vores hav er for værdifuldt og for vigtigt til at risikere på denne måde. Kommerciel udnyttelse er endnu ikke blevet gennemført nogen steder i verden, og den efterforskende minedrift, der er sket indtil videre, har været koncentreret i Stillehavet, hvor forholdene er mere gunstige, og mineralerne lettere at nå. Derimod ville Grønlands offshore-mineraler være langt sværere at udvinde, og operationer ville finde sted under ustabile arktiske forhold. Risiciene er klare; fordelene er det ikke.

Det, vi ved fra videnskabelige undersøgelser, tegner et dystert billede. Maskinerne beskadiger havbundsstrukturer permanent og ødelægger levesteder for livet i havet. Dybhavsminedrift genererer skyer af sedimenter, der indeholder

tungmetaller og giftige forurenende stoffer, som spises af plankton og fisk – grundlaget for fødekæden. Når fisk, havpattedyr og havfugle spiser planktonet, akkumuleres disse giftige stoffer gennem fødekæden – inklusive mennesker. Intet af dette er foreneligt med sundheden og mængden af de fisk, havpattedyr og havfugle, vi er afhængige af.

Dybhavet er ikke en tom grænse, der venter på at blive udnyttet. Det er et af de mindst forståede økosystemer på Jorden og spiller en kritisk rolle i reguleringen af klimaet, lagring af kulstof og opretholdelse af livet i havet langt uden for Arktis. Forskere advarer om, at skader fra dybhavsminedrift ville være irreversible på menneskelige tidsskalaer.

Vi har set, at forsigtighedsprincippet virker. I 2018 blev arktiske og ikke-arktiske stater enige om at forbyde kommercielt fiskeri i Det Centrale Arktiske Ocean, før industrielt fiskeri overhovedet begyndte. Den beslutning gav videnskaben tid til at lede politikken, ikke jage den.

Dybhavsminedrift bevæger sig i den modsatte retning. Det beder os om at gamble med økosystemer, vi knap forstår, på et tidspunkt, hvor pres fra skibsfart, opvarmning af oceanerne og smeltende is allerede intensiveres. Et højrisikospil, bag hvilket ligger en svag forretningscase, der ikke hænger sammen.

Grønland har allerede støttet en forsigtig pause på dybhavsminedrift internationalt og anerkendt, at videnskaben er utilstrækkelig, og risiciene for store. Den nuværende diskussion giver en mulighed for at udvide det samme forsigtige lederskab til vores egne nationale farvande – og endda styrke det.

Sand selvbestemmelse betyder at træffe klare valg om vores fremtid. Det betyder at vælge at beskytte vores fiskerier – og de sunde økosystemer, de er afhængige af – frem for en spekulativ og højrisiko ny industri. Vores farvande kan ikke opretholde begge dele. Ved at støtte et Moratorium mod dybhavsminedrift kan Grønland vise, hvordan ansvarligt arktisk lederskab ser ud: forsigtig, videnskabsbaseret og fokuseret på lang sigt.

Dette er ikke kun et miljømæssigt spørgsmål – det er også geopolitisk.

Verden holder øje med Arktis. Grønland har nu en chance for at vise, at lederskab ikke handler om udvinding for enhver pris, men om at beskytte fundamentet for vores samfund – for os selv og for kommende generationer.

Valget burde være indlysende: Inatsisartut skal holde dybhavsminedrift ude af Grønlands farvande.

Du kan læse mere om dybhavsminedrift og påvirkningerne på miljøet og økosystemerne på hjemmesiden for Oceans North Kalaallit Nunaat: https://oceansnorth.gl/da/news/oceans-north-kalaallit-nunaats-hoeringssvar-vedroerende-norges-offentlige-hoering-af-den-foerste-licensrunde-for-havbundsmineraler/

For yderligere information, kontakt venligst: Jenseeraq Poulsen Direktør, Oceans North Kalaallit Nunaat Email: jenseeraq@oceansnorth.gl / contact@oceansnorth.gl Mobiltelefon: +299 483467